https://susanneworm.dk/wp-content/uploads/2026/10/Brandraadgiver-ARCnordic.jpg

Om jobbet

Om ARCnordic A/S

ARCnordic søger en certificeret brandrådgiver (BK2), der kombinerer stærk teoretisk viden med praktisk erfaring. Du skal kunne udarbejde og certificere branddokumentation, men også besigtige ejendomme, undersøge de faktiske forhold og omsætte dine vurderinger til konkrete løsninger.

ARCnordic er et tværfagligt rådgivningshus med arkitekter, bygningskonstruktører, ingeniører og bygherrerådgivere, der arbejder med byggeri, renovering og transformation. Siden 1986 har virksomheden rådgivet bygherrer med fokus på faglighed, kvalitet og tillidsfuldt samarbejde.

Missionen er enkel: Det skal være nemmere at være bygherre. Det kræver gennemtænkte løsninger, overblik og et tæt samarbejde på tværs af fagligheder.

Det gælder også brandrådgivningen. Dokumentationen skal ikke blot være fagligt korrekt, men også overskuelig, forståelig og anvendelig for dem, der skal arbejde videre med den.

Dine opgaver

Du får ansvar for brandrådgivningen fra de indledende overvejelser til den konkrete løsning. Dine opgaver vil blandt andet være at:

  • Udarbejde, kontrollere og certificere branddokumentation.
  • Besigtige ejendomme og vurdere eksisterende brandforhold.
  • Identificere mangler og beskrive relevante tiltag og løsningsmuligheder.
  • Rådgive projektteams om brand gennem hele projektforløbet.
  • Bidrage til afklaringer med bygherrer, myndigheder og øvrige rådgivere.
  • Dele din viden og styrke kollegernes forståelse af brand på projekterne.

Dit primære arbejdsområde er brandrådgivning. Har du andre byggefaglige kompetencer, kan de også komme i spil, når det giver mening for opgaverne og den daglige drift.

Din profil

Du tager ansvar for din rådgivning og arbejder grundigt og løsningsorienteret. Du kan forklare brandmæssige udfordringer og bidrage til at finde alternativer, der forener kravene til brandsikkerhed med projektets muligheder. Samtidig formidler du dine faglige vurderinger klart og konstruktivt.

Vi forestiller os, at du:

  • Er certificeret brandrådgiver til minimum brandklasse 2.
  • Har erfaring med både branddokumentation og besigtigelse af ejendomme.
  • Arbejder selvstændigt og følger dine opgaver til dørs.
  • Kommunikerer tydeligt og gør komplekse brandforhold forståelige.
  • Trives som sparringspartner for kolleger med forskellige fagligheder.

Har blik for løsninger, der fungerer både på tegningen og i virkeligheden.

ARCnordic A/S tilbyder

En spændende stilling med ansvar og indflydelse i et tværfagligt rådgivningshus med gode kolleger og en uformel hverdag.

  • En central faglig rolle med mulighed for at præge, hvordan ARCnordic arbejder med brandrådgivning.
  • Fleksible arbejdstider og mulighed for hjemmearbejde.
  • En virkelig god frokostordning og gode parkeringsmuligheder.
  • Et fagligt miljø med tæt samarbejde, sparring og kort vej fra faglig drøftelse til beslutning.
  • En varieret hverdag på kontoret i København NV, hvor du følger projekterne og ser din rådgivning blive omsat til konkrete løsninger – med mulighed for en god balance mellem arbejde og fritid.
Tilbage til toppen